Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Hvem er vi?

Overlund Børnecenter er en veletableret selvejende institution oprettet af en forældrekreds i 1972.
Institutionen ligger i det gamle Overlund og modtager børn i alderen fra 0 - 6 år primært fra Overlund skoledistrikt.
Der er 66 børnehavepladser og 22 vuggestuepladser samt ca. 20 medarbejdere.
Børnehavebørnene er aldersopdelt og de er fordelt på 3 grupper. Vuggestuen består af 1 gruppe, som er opdelt i mindre grupper dagen igennem.
Overlund Børnecenter ligger i et roligt område, hvor der er let adgang til skov, natur og spændende legepladser.
Vi har fuldkostordning i både vuggestue og børnehave og har 60 – 90 % økologi (sølvmærket) og ud fra den devise at en god, nærende og varieret kost har betydning for barnets trivsel og udvikling. Husets sukkerpolitik er ”alt med måde”.
Det pædagogiske personale har i det daglige arbejde særligt fokus på omsorg for børnene, legens betydning, Børnenes læring og deres udvikling. Der arbejdes især med Sampraksis, Stærke Børnefællesskaber, en evaluerende kultur, Topi og VLS (Vi Lærer Sammen).

Vi har fokus på, at alle børn skal være en del af børnefællesskabet og vi sikrer os gennem vores pædagogiske praksis og organisering, at alle børn opnår at komme i privilegerede positioner.

Vi arbejder struktureret med Marte Meo. En metode som forbedrer samspil og mødeøjeblikke mellem mennesker og som styrker positive interaktioner og ressourcer hos den enkelte gennem anerkendelse. Her vil de faste pædagoger deltage i kurser udbudt fra Viborg Kommune, så vi får et fælles fundament. Der ud over har vi ansat en Marte Meo terapeut i huset, som har et ekstra fokus på metodens udbredelse og anvendelse i hele huset.  

Desuden har vi en særlig opmærksomhed på de gode og trygge overgange. Dette være sig både mikroovergangene i løbet af dagen, og de større overgange, børnene gennemgår i deres liv; fra hjem til vuggestue/børnehave, fra vuggestuen til børnehave og fra børnehave til skole.

For de børn, der skal starte i vuggestuen hos os, har vi planlagt legestue i måneden op til vuggestuestart. Her inviteres vores kommende ven på besøg hver uge sammen med sin Mor eller Far og kan hermed komme og lege hos os og lære de nye rammer og de voksne i vuggestuen lidt at kende. 

Som integreret daginstitution giver det os også en særlig mulighed for at skabe en rolig og tryg overgang fra vuggestue til børnehave. Dette gør vi ved at have faste besøgsdage i børnehaven frem mod børnehavestart, ved at lave arrangementer og aktiviteter på tværs af hele huset, så børnene opnår godt kendskab til såvel voksne som kommende venner i børnehaven.